Mutti vs. der Jens

Also, Mutti, das kann doch nicht wahr sein! Nur 4 (v-i-e-r) Frauen in deinem neuen Kabinett. Du inklusiv, das macht 5, also nur 5 (f-ü-n-f) Frauen für 10 Männer, tsss… Und Guido als Aussenminister, also ich bitte dich: zwar wussten wir, dass er schlecht englisch redet(e), dass er aber noch dazu frech zu den Roastbeefs ist (ja, weeste, so nennen wir sie im Franzenland, oder, auf franzenländisch: les rosbifs - naja, sie nennen uns the frogs, von daher…), ist ja…, ja, eine Frechheit. Jetzt gucken wir also:



Gleichzeitig hat auch dein Kollege, der Jens aus Norwegen, diese Woche noch, seine neue Regierung gebildet. Hier ist es also schön paritär: 10 Frauen für 10 Männer (er inklusiv). Moi je dis: chapeau, Jens! Ey, Mutti, du willst doch nicht die Bananenrepublik Frankreichs imitieren und eher Bussgeld bezahlen als Frauen in politischen Toppositionen zu ernennen, oder? Das kann ich gar nicht glauben, nicht von dir! Also, wie schon dieses Jahr in Mai gesagt: "La Norrrvèche, doussse points!" Und, nicht zu vergessen, Norwegen hat auch einen, ich zitiere, Essenminister, finde ich als Bezeichnung nun nicht nur inventiv aber auch unheimlich lustig.


Det jeg sa:
Fr(a)u Merkel, som akkurat har dannet den nye regjeringen sin, har bare 5 kvinner (hun inklusiv) for 10 menn, alt imens Jens, som også akkurat har dannet den nye regjeringen sin, har 10 kvinner for… tadah! 10 menn! Til dette sier jeg bare det som ble sagt om og om igjen sist i maj: "La Norrrvèche, doussse points!" (Og bare det å ha en, jeg siterer, matminister er toppens!)

Og nå, "intermède", som det franske pompidouske fjernsynet anmeldte det (med en rød telefon mellom Elysée-palæet og redaksjonen - dette er på mote igjen i Sarkorike, takk og pris!) - altså, som lattermilde pause og som lenk til det som står der oppe, får vi nå et lite utdrag fra Stille dager i Mixing Part, av Erlend Loe. Nina Telemann og Bror Telemann, helt enkelt Telemann, dessuten en ynkelig dramaturg, holder ferie i byen Mixing Part. Mixing Part fordi verten de har leiet huset hos og av, har latt mailene sine oversettes av en eller annen Babelfishgrei; Garmisch-Partenkirchen ble til Mixing Part Churches. Nina er tyskofil mens Telemann er tyskofob. Etter å ha vært litt ugrei til Bader, altså verten, blir Telemann nødt, ja, tvunget til å gå tur sammen med ham. Og, som man jo sier på norsk, ut på tur…, jaja, dere vet (hei, Åge!).
Her et fantastisk utdrag (Telemann forstår ikke et dytt av tysk):

Tysk, tysk, tysk, tysk, tysk. 

Jeg skjønner ingenting av det du sier, Bader, altså overhodet ingenting, så det er ingen vits i å snakke. Kan vi ikke bare gå i stillhet? Det er vakkert her, det skal jeg gi deg. Til og med fantastisk vakkert.

Tysk, tysk, tysk, tysk.

Kan du ikke holde kjeften din?

Tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk.

Hva snakker du om nå? Er det krigen? Jeg gjetter at det er krigen.

Tysk, tysk, tysk.

Mener du den første krigen? Ja, den var fryktelig. Dette djevelske påfunnet med skytterravene… desto mer overraskende at dere startet den andre.

Tysk, tysk.

Dere var liksom inne i en stim. Dere tenkte bare på krig, var det ikke slik? Dere fikk ikke nok av det.

Tysk, tysk, tysk.

Jo, det er det jeg sier.

Tysk, tysk, tysk, tysk.

Ikke sant? Men heisann, der står det jo en kiosk.

Tysk, tysk.

Spør du meg om jeg vil ha en is? Ja takk. Det er snilt av deg.

Tysk, tysk, tysk, tysk.

Ikke misforstå, Bader, jeg klandrer ikke deg, du er sikkert en grei kar. Og det er på tide at vi legger alle disse krigene bak oss nå. Nina sier at dere har gjort det allerede, og kommet dere videre, på en imponerende måte. Og det kan godt hende at det stemmer.

Tysk, tysk.

Joda, men nå snakker vi ikke mer om det. La oss heller snakke om teater. Tysk teater har tross alt et nokså godt rykte. Du skjønner ikke hva jeg sier, tror jeg.

Tysk, tysk?

Tysk teater, ja, Deutscher Theater!

Ja!

Og ikke minst Volksbühne, er det ikke det det heter? I Berlin? Og Fassbinder, han lagde jo film, men film er jo på en måte teater det også, i hvert fall på det nivået, hvis du skjønner hva jeg mener.

Tysk, tysk, Fassbinder?

Ja, nå snakker vi. Nå har vi kontakt, Bader! Faen heller!

© Erlend Loe, Cappelen Damm AS, 2009

Et maintenant, la version encore plus raccourcie en français, (herrreguuud, ce qu'il faut pas faire). Un extrait du nouvel Erlend Loe, que je suis en train de lire.
L'histoire en deux mots: Nina Telemann et son dramaturge raté de mari, Bror Telemann (ou, tout simplement, Telemann) ont loué une maison à Mixing Part, en Allemagne. Mixing Part? Yes! En fait, le propriétaire de leur location, Bader, n'a rien trouvé de mieux que d'utiliser un logiciel de traduction pour traduire en anglais les mails qu'il leur a envoyé. Garmisch-Partenkirchen est ainsi devenu Mixing Part Churches. Le roman s'appelle Jours tranquilles à Mixing Part.
Dans la scène ci-dessous, Telemann doit réparer une bourde après un dîner au cours duquel il s'est montré particulièrement peu sympatoche envers les Bader: il se voit contraint et forcé d'aller faire une rando avec Bader. Évidemment il ne comprend pas une ramée à l'allemand.

Allemand, allemand, allemand, allemand, allemand.

Je pige que dalle à ce que tu me dis, Bader. Mais alors vraiment que dalle. Donc ne te fatigue pas à bavasser comme ça. On pourrait pas plutôt marcher en silence? Certes le coin est joli, je te le concède. C'est même superbe.

Allemand, allemand, allemand, allemand.

Mais tu pourrais pas fermer ta grande gueule cinq minutes?

Allemand, allemand, allemand, allemand, allemand, allemand, allemand.

De quoi tu causes, là? De la guerre? Je parie que tu parles de la guerre.

Allemand, allemand, allemand.

Tu veux dire, la première? Oui, elle était atroce, celle-là. Et puis cette trouvaille diabolique, là, avec vos tranchées… Encore plus étonnant que vous ayez commencé la deuxième.

Allemand, allemand.

Vous vous sentiez un peu à l'étroit. Vous ne pensiez qu'à la guerre, c'est ça, hein? Ça vous manquait trop.

Allemand, allemand, allemand.

Oui, c'est exactement ce que je dis.

Allemand, allemand, allemand, allemand.

Ah ouais, tu trouves toi aussi? Oooh, mais qu'est-ce que je vois là? Mais c'est un kiosque, saperpilopette!

Allemand, allemand.

Tu me demandes si je veux une glace? Oh ben écoute, je veux bien. C'est gentil de m'en offrir une.

Allemand, allemand, allemand, allemand.

Attends, Bader. Pas de malentendu entre nous, s'il te plaît. Je ne te jette pas la pierre, tu es sûrement un chic type. Et il est temps qu'on remise ces guerres par-devers nous. Nina prétend que vous l'avez déjà fait, que vous êtes passés à autre chose, et ce d'une manière époustouflante. Si ça se trouve, c'est vrai.

Allemand, allemand.

Oui, d'accord, mais là, on n'en parle plus. Mieux vaut parler de théâtre. Car malgré tout, le théâtre allemand a bonne réputation. Tu n'as pas l'air de bien comprendre ce que je suis en train de dire, me trompe-je?

Allemand, allemand?

Oui, le théâtre allemand, Deutsches Theater!

Ja!

Et surtout: la Volksbühne. C'est bien comme ça qu'il s'appelle, non? À Berlin, c'est ça? Et Fassbinder. Ah, Fassbinder: il faisait du cinéma, certes, mais le cinéma c'est aussi du théâtre si on va par là. Enfin, c'est au même niveau, si tu vois ce que je veux dire.

Allemand, allemand? Fassbinder?

Voilà. Là on cause pour de vrai. Là on a une vraie relation. Putain, Bader, nom de Dieu!

© Erlend Loe, Cappelen Damm AS, 2009, pour le texte original

© Jean-Baptiste Coursaud, Gaïa éditions, 2011 (?), pour l'édition française